Penge retur til forbrugerne

15. december 2023

Forbrugerne hos Billund Varmeværk kan godt begynde at glæde sig. Der er nemlig penge på vej tilbage til dem efter et særdeles fornuftigt år økonomisk set hos det lokale varmeværk.

- Takket være optimerede projekter og økonomistyring sammenholdt med en øget tilgang af forbrugere og at vi har udnyttet priserne i elmarkedet bedre end forventet, så kan vi nu sende penge tilbage til forbrugerne, fortæller direktør i Billund Varme, Jens Enevoldsen.

For at undgå alle de tekniske forklaringer på afregningerne af varmepriserne, så ender varmeprisen for 2023 kort fortalt med at falde fra 560 kr. til 435 kr. plus moms med tilbagevirkende kraft. Altså 125 kr. mindre per MWh end opkrævet.

- Det betyder i løse tal at et almindeligt hus i Billund, der i snit bruger 18,1 MWh om året, kan se frem til at få små 3000 kroner tilbage, siger Jens Enevoldsen.

Det betyder dog ikke cool cash i Billund-borgernes hænder:

- Den endelige opgørelse sker på baggrund af en aflæsning af målerne i december. Årsopgørelsen udsendes i januar, og indregnes til betaling sammen med 1. rate i februar. Overstiger eventuel tilbagebetaling raten, udbetales det overskydende beløb via NETS.

 

https://billundonline.dk/billund-varmevaerk-sender-penge-retur-til-forbrugerne/