Benny kan lære dig at spare på varmen

Benny kan lære dig at spare på varmen

1. september 2025

Mød din fjernvarme-ven

Medarbejderne hos Billund Varmeværk spiller en vigtig rolle for både borgere og virksomheder i byen. Men hvem er egentlig de mennesker, der sørger for, at varmen når sikkert frem til alle hjørner af Billund? I en række portrætter sætter vi fokus på de medarbejdere, der holder hjulene – og rørene – i gang. Denne gang skal du møde ledningsmester Benny Povlsen.

Benny er altid klar til at hjælpe

Benny kunne i år fejre sølvbryllup med Billund Varmeværk og har gennem de 25 år sat sit solide aftryk. Det er blandt andet hans fortjeneste, at Billund Varmeværk i dag har et højt serviceniveau. For Benny har et enormt stort service-gén. Det får du som forbruger glæde af, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp. Når du ringer til Billund Varmeværk kan Benny være en af de medarbejdere, du får i røret, og han vil med garanti hjælpe med at  finde en løsning på din udfordring - det gør han altid.

Sammen kan vi spare på varmen

En af Bennys mærkesager er at sikre, at vi udnytter varmen så godt, som overhovedet muligt. Her spiller du som forbruger en stor rolle. For jo bedre vi sammen er til at udnytte fjernvarmen, jo bedre er det. Både for dig, for os og for klimaet. 

Returvarmen er nøglen

– Fjernvarme fungerer sådan, at vi sender 60-70 grader varmt vand ud til din bolig, forklarer Benny. – Vandet løber rundt i dine installationer og varmer boligen op – fra radiator til radiator eller gennem gulvvarmen. Jo bedre du er til at udnytte det varme vand, inden det sendes retur til os, jo bedre er det. 

Det er dyrt at fyre for muldvarperne

– Ideelt set bør returvandet være under 30 grader, fortæller Benny. – Er temperaturen højere, er der for meget varmetab i rørene, og så fyrer vi for muldvarperne, fortsætter Benny med et grin. – Og det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse for dig. For jo højere returtemperaturen er, jo dyrere bliver din varmeregning. Kan du derimod holde returvarmen nede, får du i stedet rabat på din varmeregning. Det er det som du kender fra din fjernvarmeregning som motivationstarif. 

Nye termostater kan være løsningen

– Ét af problemerne kan være, at din fjernvarmeenhed enten er for gammel eller forkert indstillet, fortæller Benny videre. – Men ofte skyldes det ”bare”, at termostaterne skal udskiftes med nye og moderne termostater, der kan regulere vandgennemstrømningen i radiatorerne. Det sikrer, at det varme vand udnyttes optimalt. 

Tjek selv

– Du kan nemt tjekke, om dine radiatorer fungerer korrekt, fortæller Benny. – Læg hånden på røret i toppen af radiatoren – det skal være varmt. Mærk derefter røret i bunden af radiatoren. Er det også varmt, tyder det på, at termostaten ikke virker optimalt – og du får en dårligere udnyttelse af varmen. 

Invitation til forbrugermøde

Alt det kan du høre mere om, når Billund Varmeværk inviterer til forbrugermøde på adressen- Rugmarken 2, onsdag den 24.september mellem kl. 17-18.30. Her vil Benny dele ud af sin viden og demonstrere, hvordan du kan optimere installationerne derhjemme og dermed spare penge på varmen.

Du kan allerede nu tilmelde dig på bv@billund-varme.dk, hvor du bedes angive, hvor mange I kommer.

Du kan også læse mere her